Økonomer i job
Vil du arbejde med en virksomheds strategi - hvordan det skal træde videre ind i fremtiden? Vil du arbejde med risikostyring og hvordan en organisation eller virksomhed skal træde ind på et nyt marked?
Der er meget få beslutninger i virksomheder eller organisationer, som ikke har financielle konsekvenser. Derfor vil du som økonom ofte skulle have en bred forståelse for mange forretningområder og kunne samarbejde tværfagligt.
Det er netop disse ever der er i fokus, på økonomiuddannelsen i Aalborg. Læs her, hvad tidligere studerende har valgt at bruge deres uddannelse til - og hvad de arbejder med i dag.
Thomas Bengtsen, Cand. oecon., Danish Energy Agency
Min primære interesse, og min motivation for at læse økonomi, er, hvordan staten kan sætte en hensigtsmæssig ramme for udviklingen af samfundet.
Efter jeg havde forsvaret mit speciale i starten af 2013, startede jeg i maj samme år hos Energistyrelsen, der er en styrelse under Klima-, Energi- og Bygningsministeriet. Her er jeg placeret i maskinrummet for dansk klima- og energipolitik.
Helt konkret er jeg placeret i Energistyrelsens Center for Klima- og Energiøkonomi, der varetager en række opgaver indenfor fremskrivninger, konsekvensanalyser af politiktiltag og statistiske opgørelser. Mine arbejdsopgaver er overordnet centreret omkring national energipolitik og udarbejdelse af en række analyser af dansk erhvervslivs energiforhold.
Levering af input til ministertaler, forberedelse af samråd og udarbejdelse af diverse analyser.
Det daglige arbejde indebærer blandt andet levering af input til ministertaler, forberedelse af samråd og udarbejdelse af diverse analyser samt notater i samarbejde med kollegaer både i Energistyrelsen og i andre ministerier samt interesseorganisationer. Her kommer de stærke samarbejdsevner, jeg har erhvervet mig gennem min studietid, til sin ret. Foruden samarbejdsevner er det især en generel god forståelse for samfundsøkonomi og evnen til hurtigt at forstå en given problemstilling, jeg har taget med videre fra studiet til mit daglige arbejde i Energistyrelsen.
Camilla Holm Ejstrup, Cand. oecon., NEAS Energy
Jeg blev færdiguddannet som cand.oecon. i 2011. Inden jeg var færdig, fik jeg job i afdelingen Markedsrisiko i Jyske Bank A/S. Her arbejdede jeg med daglige risikoopgørelser på flere forskellige områder som fx renter, valuta, kredit og likviditet.
Arbejdet gav en ekstremt stor indsigt i hvilke faktorer, der rører sig i den finansielle sektor og hvilke parametre, der skal måles og vejes i forhold til risikostyring. Efter et år i Jyske Bank A/S fik jeg job som Risk Manager i Neas Energy A/S. Jeg har altid været overbevist om, at jeg skulle arbejde i den finansielle sektor, og jeg har aldrig fortrudt mit valg. Uddannelsen som cand.oecon. var både udfordrende og
værdiskabende indenfor en lang række fagområder.
Grundlæggende forståelse for økonomisk teori, og hvordan disse kan anvendes
Uddannelsen gav i de første år en generel og grundlæggende forståelse for økonomisk teori, og hvordan disse kan anvendes til at forstå den økonomiske verden, vi lever i. Dette aspekt har vist sig senere hen at være særligt relevant i forhold til at arbejde i den finansielle sektor. På kandidatuddannelsen bød uddannelsen på flere muligheder for at specialisere sig gennem valgfag.
Det var særligt gennem valgfag, at min interesse for det finansielle fagområde blev vækket. Udover undervisning i de enkelte fag har jeg i særdeleshed haft gavn af de udfordringer og læringsprocesser,
som det karakteristiske gruppe- og projektarbejde bød på. Her lærte jeg, hvor vigtigt det er, at kunne indgå i en større gruppe der sammen arbejde mod ét mål. Ligeledes lærte jeg, hvor vigtigt det er, at have gode og ærlige sparringspartnere, at arbejde med konstruktiv kritik samt at arbejde problemorienteret og struktureret. Alle disse aspekter har vist sig særligt nyttige, da jeg først for alvor skulle på arbejdsmarkedet og bestride min første stilling som uddannet cand.oecon.
Mathias Klitgaard, Cand. oecon., Danske Commodities
Igennem min studietid hos Aalborg Universitet har jeg nydt godt af de muligheder, som jeg er blevet stillet til rådighed. Således har jeg gennem flere valgfag samt et praktikophold i Kina haft rig mulighed for at skræddersy uddannelsen efter mine ønsker. Ydermere udviste både universitetet og min vejleder stor fleksibilitet, da jeg arbejdede samtidig med, at jeg afsluttede mit speciale.
Jeg startede således som ”Strategic Analyst” i afdelingen Strategic Business Development hos Danske Commodities i marts 2014. Her havde jeg til opgave, at udvikle nye forretningsområder og bidrage til implementeringen af nye forretningsområder i strategisk vigtige afdelinger i organisationen. I denne funktion anvendte jeg i høj grad de samme kompetencer som krævet i projektarbejdet på Aalborg Universitet, hvor det er nødvendigt at skabe en fælles forståelsesramme og samarbejde med vidt forskellige interessenter.
Gennem flere valgfag samt et praktikophold i Kina har jeg haft rig mulighed for at skræddersy uddannelsen.
I august 2014 skiftede jeg til en stilling som ”Analyst” i det nyoprettede CEO Office hos Danske Commodities. I denne funktion arbejder jeg med at levere analyser og generel sparring til vores CEO. Under ansvarsområdet: ”Strategisk Markedsintelligens”, monitorerer jeg de overordnede markedstrends inden for el- og gasmarkederne og leverer dybdegående analyser på områder, der påvirker den overordnede forretning hos Danske Commodities. Under udarbejdelsen af disse analyser anvender jeg i høj grad de kvantitative evner og den forståelse for de finansielle markeder og produkter, som økonomiuddannelsen på Aalborg Universitet har givet mig.
Jesper Christensen, Cand.oecon., BankInvest
Mens jeg skrev speciale, holdt jeg løbende øje med jobmarkedet og ansøgte udvalgte stillinger, hvilket heldigt resulterede i, at jobbet var i hus, inden specialet var afleveret.
Som graduate i Nordea Life Pensions arbejdede jeg som analytiker i en tværnordisk investeringsafdeling
Så få dage efter jeg havde forsvaret mit speciale sommeren 2005, startede jeg som Graduate hos Nordea Life & Pensions i Nordeas danske hovedkontor i København. Som Graduate i Nordea Life & Pensions arbejdede
jeg som analytiker i en tværnordisk investeringsafdeling, hvor vi havde ansvaret for taktiske investeringsforslag til, hvorledes ca. 30 mia. euro i pensionsmidler fra alle de nordiske lande skulle investeres. Sideløbende deltog jeg i uddannelsesforløb. Jobbet involverede at strukturere relevante finansielle inputs og at give analytisk sparring til investeringsansvarlige. Jeg kom til at bruge det meste af den faglige viden, jeg havde opbygget gennem studietiden, til analyse af finansielle markeder og finansielle produkter.
Efter to år med taktisk investeringsanalyse ville jeg gerne mere i dybden med specifikke problemstillinger. Så da muligheden bød sig, skiftede jeg derfor til BankInvest og en stilling som associate
i deres New Energy Solutions Venture Fund. Her arbejder jeg nu sammen med fem kollegaer med at finde, købe, udvikle og sælge mindre virksomheder, der har nye teknologiske løsninger på fremtidens energiudfordring. Til dagligt arbejder jeg tæt sammen med både ingeniører og jurister, så samarbejdsevner og forståelse for fremmede fagområder er kompetencer fra Aalborg Universitet, der her dagligt sættes særligt pris på.
You may also like
-
Test om Oecon uddannelsen er noget for dig!
26 februar, 2018Tag kontakt til en af vores dygtige studievejledere her på mail og hør nærmere om uddannelsen. Eller kontakt studiet på Tlf. (45) 99 40 96 28 Du er også meget velkommen til at sende os dine kontakt oplysninger så kontakter vi dig …
-
Tak for din besked!
12 juni, 2017Tak for din e-mail – den er vi glade for! Du hører snarest muligt fra os. De bedste hilsner, Tine, Studievejleder
-
Studieordning for Oecon
5 juni, 2017På Oecon-studiet har vi lavet et serviceeftersyn på vores studieordning for bacheloruddannelsen. Baggrunden er, at man nu starter fra dag ét som oecon-studerende, hvor der tidligere har været fællessemester eller basisuddannelse sammen med andre studieretninger. Vi har derfor haft lejlighed …